Kamp – flugt
I det øjeblik det går op for ”den udvalgte person” at vedkommende er udsat for et overfald, eller nært forestående, aktiveres kroppens sympatiske system (populært kaldet speederen). Der igangsættes en række processer og hormoner som gør os stærkere og klar til kamp og flugt. Pulsen stiger, blodet løber til de store muskler, unødvendige processer som fordøjelse, spytproduktion mv stopper. Vores evne til kognitivt at bearbejde indtryk og træffe beslutninger mindskes. Finmotoriske evner og koordinering kan ikke længere tilgås. Den ”kemiske cocktail” der frigøres er bl.a. med adrenalin og kaldes også et adrenalin-dump. Er man ikke bekendt med denne følelse kan det opleves ganske ubehageligt og overvældende i sig selv.
Frys
Overstiger påvirkningen ens mentale kapacitet, fastholdes man i rædsel uden mulighed for at kunne flygte/kæmpe, svarende til at træde på speederen og bremsen samtidigt, så kan kroppens sidste forsvarssystem iværksættes i form af en frysningsreaktion/tonisk immobilitet. Det parasympatiske system(bremsen) overtager nu balancen i kroppen.
Pulsen falder drastisk, kroppen paralyseres og udskiller smertelindrende stoffer og flere beretter her om at glide væk i en anden bevisthedstilstand, man er dissocieret.
I denne tilstand er man fysisk imobiliseret, smertelindret og ikke i stand til at sige fra eller gøre modstand.
Denne tilstand vælger man ikke selv med sin kognitive del af hjernen, det sker som en automatiseret og sidste respons på en påvirkning kroppen ikke kan håndtere. Eftervirkningerne kan/vil skabe et traume i kroppen.
Stressreaktioner oven på chok og traumer er stadigvæk et felt, hvor metoderne til håndtering er relativt nye og holdningerne hertil delte. Ikke desto mindre er det væsentligt at der tages hånd om sådanne traumatiske oplevelser, idet de ellers kan blive hæmmende for ens fremadrettet liv.