Et effektivt selvforsvar kræver at man stoler på sine fysiske og mentale redskaber. Dette opnår man først når disse er trænet, dernæst testet under forhold der kan minde om en virkelig begivenhed.
Man kan aldrig ramme de følelser og stemninger der vil være til stede i en overgrebssituation. Men man kan mindske afstanden mest muligt mellem træningssal og virkeligheden ved at implementere scenarietræning med aktive og aggressive rollespiller, pakket ind i beskyttelsesudstyr som leverer et modtryk der langsomt øges til et punkt, hvor momentet ikke tilbageholder aggression eller fysisk modstand.
Herved øges ens tolerancetærskel for at være i såvel det fysiske som i det følelsesmæssige spændingsfelt, ligeledes øves det at træffe beslutninger under ekstremt stress.
Instruktion og parathed til scenariebaseret træning.
Der skal lægges stor opmærksomhed på om instruktionen og træningen er passende og om den enkelte kan absorbere teorien og øvelserne. Denne tilgang vil ikke være for alle, ligeledes heller ikke relevant for alle.
Det kan være re-traumatiserende at arbejde med kroppen og disse emner. Har man uforløste traumer som enten er bekendte med eller som man måske ikke er bekendt med har instruktøren et stort ansvar i at støtte og observere den enkelte.
I det tilfælde at træningen ikke kan rummes, skal man henvises til hjælp med at forløse fortidens traumer, før det giver mening at arbejde med scenarier der vil fremmane en emotionel reaktion.